Kennel Dreamskot - opdræt af Skotsk Terrier

niclas og skotterEr skotten børnevenlig? Der er få hunde, også skotter, der ikke er glade for børn. Bare de er godt prægede hjemmefra.

En lille hvalp skal i løbet af de 8-10 uger den er hjemme hos sin mor og sin opdrætter lære at begå sig for resten af livet.

Prægningsfasen starter ved 5-ugersalderen og slutter mere eller mindre omkring de 12 uger. Har hvalpen ikke mødt andre end sine kuldsøskende og måske kennelens andre hunde, ja så er risikoen overhængende for, at den bliver meget lidt social, og dermed bliver mindre glad for børn. En hvalp skal have mødt mange mennesker, have prøvet at køre bil, have haft halsbånd og snor på (ikke noget, en Skotsk Terrier sådan bare lige finder sig i). Den skal være vant til lydene i et almindeligt hjem (selv om støvsugeren kan være meget, meget farlig), og så skal den gerne have leget med børn i alle aldre.

ludvig med gordonSelvfølgelig skal skottehunden have et helle, hvor der er adgang forbudt for børn. Skotter lader sig gerne klæde ud og lægge i dukkevogn, men som voksen må man naturligvis sætte en grænse. Og det skal være før, skotten selv gør det.  Går et skotte-barn-forhold galt, er det stort set altid fordi den voksne ikke har sat grænsen i tide. Men normalt vil skotten bare gå sin vej og gemme sig fx under en sofa eller seng, hvis den synes, at nu er det altså bare for meget.

En utryg, frustreret eller bange hund, vil altid være en tikkende bombe. Der skal meget til at gøre en Skotsk Terrier usikker.

Konsekvens i opdragelsen af både barn og hund, er en forudsætning for et godt, trygt og tillidsfuldt forhold mellem skotten og barnet.

Alt det og meget mere kan du læse om i min bog ”Tillykke med Hunden”.